Han stod foran døren og mærkede, hvordan sveden gled ned ad ryggen – nervøsitet og spænding blandet i én intens fornemmelse. Hun havde kun skrevet:
“Kl. 20.00. Kom som aftalt. Døren er åben. Du taler ikke, før jeg beder dig.”
Han trådte ind. Stille. Uden at kalde. Der var mørkt i entreen, kun dæmpet lys fra rummet længere fremme. En svag duft af læder, voks og noget tungere – noget sensuelt – hang i luften.
“Kom ind. Luk døren.”
Stemmen var dyb, rolig, og uden varme. Han adlød straks.
Hun stod i døren til stuen. Høje hæle, sort korsage, lange handsker – hendes blik var skarpt og koldt. Han kunne ikke se hendes øjne helt, men han kunne mærke dem. Skannende. Vejende ham.
“Klæd dig af.”
Han tøvede et øjeblik, men hendes løftede øjenbryn afgjorde sagen. Han trak tøjet af – lag for lag – og stod til sidst nøgen foran hende, kroppen sitrende af forventning og skam.
Hun gik langsomt rundt om ham. Fingrene gled over hans skulder, ned ad ryggen, men stoppede brat.
“Knæ.”
Han sank ned. Hun gik væk, og da hun vendte tilbage, bar hun reb. Kraftige, bløde, sorte reb. Hendes hænder arbejdede hurtigt, uden et ord – ankler, håndled, arme bag ryggen – effektivt og stramt, men aldrig brutalt.
“Det her,” sagde hun, mens hun spændte sidste knude, “er ikke for sjov. Du er her for at lære din plads. Du giver dig selv til mig – fuldt ud. Du lytter, adlyder og føler. Forstår du det?”
Han nikkede. Det var det eneste, han kunne.
Hun tog en sort halskrave frem og spændte den omkring hans hals. Den var tyk, foret – tung. Den forvandlede hans krop. Han ejede den ikke længere. Den var hendes nu.
Hun trak ham op i stående position ved et reb fra loftet. Hans arme strakte sig opad, benene spredt og fikseret. Hun gik tæt på, tog en blindfold frem, og han mærkede verden forsvinde. Det blev mørkt. Hans hørelse skærpedes, hans hud blev følsom for hvert vindpust, hver berøring.
Og så begyndte hun.
En fjer. En negl. Et slag. En pause. Et kys. Et rap med en kort pisk. Og så stilhed. Han kunne ikke regne hende ud. Kun føle, overgive sig.
“Du er min nu,” hviskede hun ved hans øre. “Og du kommer først, når jeg siger det.”
Han hang i rebene, kroppen spændt og sårbar. Mørket fra blindfolden gjorde hvert sekund længere, hvert lille pust mod huden til en eksplosion af følelse.
Så ramte det ham.
Ikke hårdt i starten – et fast, kontrolleret slag mod brystkassen. Læder. Flad pisk. Hun cirklede om ham, langsomt. Slagene blev mere målrettede. Ryg, lår, baller. Hver bevægelse var målt, præcis, men uden nåde. Hun lod ham mærke hendes vilje – én smertens streg ad gangen.
Han stønnede. Ikke højt. Men hun hørte det.
“Hvor meget kan du tage?” spurgte hun.
Han kunne ikke svare – havde stadig ikke fået lov at tale. Hun greb hans kæbe, fast, og tvang hans ansigt op.
“Brug dine ord.”
“Jeg… jeg kan tage mere, Frue.”
“Godt,” svarede hun, og et smil sneg sig ind i hendes stemme – men det var ikke venligt. Det var rovdyragtigt.
Hun slap ham. Han hørte hende bevæge sig væk – og så noget koldt mod indersiden af låret. Metal. Kæder? Nej. Klemmer. Før han kunne reagere, klemte det til – én, to, tre. Han bed tænderne sammen. Smerten jog op i kroppen som lyn. Hans puls bankede som en tromme.
Hun lod fingrene glide hen over hans bryst – kærtegn og kontrol i ét. Så strammede hun endnu et reb omkring hans brystkasse, pressede ham længere ud af balancen.
“Du skal ikke bare mærke mig,” hviskede hun ved hans øre, “du skal huske mig – i kroppen, i huden, i hjernen. Når du sover. Når du vågner. Jeg skal brænde i dig.”
Hun trak i en snor – og klemmerne slap. Han udstødte et råt, ufrivilligt støn. Det gjorde mere ondt end da de blev sat på – men også noget andet. Noget, han ikke kunne navngive.
Hun stod helt tæt på ham nu. Hendes hånd gled ned, over hans mave, langsomt – kontrollerende, undersøgende.
“Du er tæt på, ikke sandt?”
“Ja, Frue,” stønnede han.
Hun greb hårdt om hans kæbe. “Du kommer først, når jeg siger det. Du kommer kun, når du fortjener det.”
Han nikkede, desperat, ophidset, i hendes vold – præcis hvor hun ville have ham.
Han var stadig spændt op i loftet, kroppen let sitrende, huden rødglødende af slag og følelser. Hans vejrtrækning kom i stød, og blodet hamrede i hans ører som torden.
Hun fjernede blindfolden.
Hans øjne blinkede mod det dæmpede lys – og dér stod hun, foran ham. Rolig, fuldt kontrolleret. Sort læder, røde læber, mørke øjne med den slags blik, der kunne knække viljer.
Uden et ord lod hun rebene glide op, så han sank på knæ. Hans arme faldt tungt foran ham, og hun betragtede ham – som en kunstner, der vurderer sit værk.
“Du klarede dig bedre, end jeg havde ventet,” sagde hun, mens hun gik bag ham. “Men jeg er ikke færdig.”
Hun spændte en bred læderkrave med en ring foran omkring hans hals. Et klik, og en kæde blev fastgjort. Hun rykkede i den – fast, brutalt.
“Kravelængde definerer din verden nu.”
Hun førte ham hen over gulvet. Han måtte kravle, nøgne knæ mod trægulv, skuldrene spændte. Hver gang han tøvede, rykkede hun i kæden. Der var ingen nåde. Intet ømhedsspor i hendes hånd.
Hun satte sig i en bred lænestol. Benene over kors. Og så pegede hun ned.
“Under bordet. Ansigtet under min fod.”
Han adlød straks, kravlede ind og lagde sig fladt ned. Hun hvilede sin støvle på hans kind, roligt. Pressede lidt. Nøje afmålt.
“Du er mit møbel nu. Jeg taler ikke til dig. Du er et underlag.”
Hun læste i en bog, stille. Lod sin fod hvile skiftevis på hans bryst, hans hals, hans mund. Han turde ikke bevæge sig. Hver gang hun vendte en side, mærkede han den subtile ændring i tryk – som en tålmodig test af hans vilje til at forblive passiv.
Efter en tid – han anede ikke hvor længe – lod hun bogen glide fra sig.
“Spyt på mine støvler.”
Han gjorde det. Langsomt. Som hun havde lært ham. Med ydmyg præcision.
Hun tog et sort gagbit frem – glinsende, stram. Førte det ind mellem hans læber og spændte det bag hans hoved. Nu var han virkelig hendes.
Hun stod op. Greb kæden. Og trak ham efter sig som et dyr.
Ind i et mørkere rum. En tung træbænk. Stropper. Metalringe. Lugten af voks, olie og begær.
“Nu tester vi din grænse.”
Hun førte ham hen til den massive træbænk. Den stod i midten af rummet som et alter – koldt, urokkeligt, med læderstropper ved hvert hjørne. Rummet var mørkere her. Tyst. Kun hendes hæle mod gulvet brød stilheden.
“Op.”
Han prøvede at klatre op, men hun rykkede i kæden.
“Nej. Kravl op. Som den hund, du er.”
Han adlød, hele kroppen brændte. Han mærkede bordets kulde mod huden, mens hun uden et ord begyndte at fastspænde hans ankler, hans håndled, hans lår. Hun arbejdede hurtigt – erfaren. Der var ingen flugt. Ingen måde at bevæge sig. Han var åben, blottet, og hendes fuldstændig.
Hun trak en sort læderhætte over hans hoved. Kun små huller til næsen og munden. Resten blev mørkt og varmt – et fængsel, hvor han kun kunne høre sin egen vejrtrækning og hendes rolige skridt omkring ham.
Så kom det første slag.
Hårdt. Fladt. Mod ballen.
Så et til. Og et til. Skiftevis med paddel, pisken, og hendes bare hånd. Hver gang med præcision. Ingen rytme. Han kunne ikke forudse noget. Det var det, der brød ham – kontrollen over tiden, rummet, kroppen.
Han begyndte at stønne – først lavt, så dybere. Et halvkvalt brøl tvang sig ud bag gaggen.
Hun trak i hans hår, bøjede hans hoved bagover og hviskede ind i hans øre gennem hætten:
“Du er intet. Ikke mere et menneske. Kun et instrument for min vilje.”
Han nikkede så godt han kunne. Det var sandt. Der fandtes ikke andet. Kun hende.
Så kom det næste lag: hun begyndte at bruge is – små isterninger mod de røde, overfølsomme steder. Mod hans brystvorter. Mod lysken. Mod munden. En chok af kulde, som smeltede på hans hud og sendte elektriske stød af forvirring og begær gennem kroppen.
Hun lod isen glide ned ad hans rygsøjle. Langsomt. Han rystede.
Og så – midt i mørket – blev alt stille.
Ingen lyd. Ingen berøring.
Kun stilhed.
Sekunder. Minutter? Han anede det ikke.
Pludselig mærkede han hende igen. Tæt på. Varm ånde mod halsen.
“Vil du komme for mig?”
Han nikkede vildt.
“Fortæl mig, hvorfor du fortjener det.”
Han prøvede at svare, men kunne kun mumle bag gaggen. Hun smilede – han kunne mærke det, selv uden at se.
“Ikke godt nok.”
Et hårdt slag mellem benene fik ham til at stivne. Ikke for hårdt – men nok til at få hele hans krop til at reagere.
Hun lænede sig ned, fjernede endelig gaggen.
“Sidste chance. Bed mig. Ærligt.”
Han gispede. Rystede. Øjnene løb i vand bag hætten.
“Frue… jeg beder dig… lad mig komme. Jeg er din. Jeg har intet tilbage. Tag det.”
Hun lo sagte. Et koldt, tilfreds grin.
“Så gør det. Kom. Men gør det for mig.”
Hans krop gav op. Spændingerne, smerten, ydmygelsen, længslen – alt eksploderede i én voldsom forløsning. Han råbte hendes navn – ikke som et ord, men som en bøn.
Han lå tilbage – tom. Ødelagt. Fuldendt.
Hun løsrev rebene langsomt. Fjernede hætten. Tog fat i hans kæbe og så ham i øjnene.
“Nu er du begyndt. Næste gang bliver du testet rigtigt.”
Han lå på gulvet. Udstødt fra bordet. Brugt. Renset. Øjnene var blanke, kroppen tom, åndedrættet fladt.
Hun satte sig i stolen ved siden af ham – roligt, overlegent. Krydsede benene.
“Nu skal du lytte.”
Hendes stemme var lav, men skarp som stål.
“Du tror, det her handler om smerte. Eller sex. Det gør det ikke. Det handler om magt. Og overgivelse. Det handler om at rive dig fra dig selv – og give dig tilbage, i min form.”
Han så op. Øjnene søgende, men uden svar.
Hun holdt en lille spejlplade op foran ham. “Se dig selv. Hvem er det, du ser?”
Han tøvede. Hans læber skiltes, men der kom intet ud.
“Det er rigtigt. Du ved det ikke. Du har ikke et navn mere. Ikke en vilje. Du er ikke min elsker. Ikke min ven. Du er min funktion. En beholder. En lydhør krop. Et redskab for min vilje.”
Hun bøjede sig frem, øjnene borede sig ind i hans.
“Sig det.”
Han rystede. Noget i ham strittede imod. En sidste rest af ego. Selvstændighed.
“Sig det.”
“…jeg er… din funktion.”
Hun lænede sig tilbage. Et tilfreds nik.
“Godt. Det var første mur.”
Hun rejste sig, gik til et skab, og tog noget frem – en mørk lædermaske, fuld ansigtsdækning, med et navneskilt foran.
Et ord: “INGEN.”
“Det her,” sagde hun, “skal du bære, når du træder ind i mit rum fremover. Du vil ikke hilse. Du vil ikke tale. Du vil ikke tænke. Du vil vente. Du vil reagere. Du vil eksistere kun i relation til mig.”
Hun satte masken på ham. Lukkede den om hans hoved. Lyd blev dæmpet, lys filtreret.
Alt blev blødt. Men hendes stemme skar stadig igennem.
“Du er ingen. Du er intet. Og i det intet kan jeg bygge dig op.”
Hun lod ham sidde der. Timevis. Nøgen, stille, maskeret.
Indimellem talte hun lavt til ham. Fortællinger om lydighed. Om regler. Om ritualer. Om den måde, han fremover ville blive kaldt frem – som en funktion, som en tjeneste, som en genstand.
Hun begyndte at kalde ham “det”.
“Det skal være klar.”
“Det skal kende sin plads.”
“Det må kun komme, når det bliver givet lov.”
Og hver gang nikkede han. Ikke af frygt. Ikke af begær.
Men fordi det blev sandt.
Han vågnede langsomt.
Han vidste ikke, hvor længe han havde været væk. Søvn? Afmagt? Tiden havde mistet betydning. Alt var mørkt. Masken dækkede stadig hans ansigt, men noget var anderledes nu. Lyden. Den bløde, pulserende rytme i baggrunden. En monoton, beroligende lyd – som et hjerte, men dybere. Kunstigt.
Og så – hendes stemme.
Ikke som før. Ikke direkte. Den var optaget, loopet, filtreret. Hun talte lavt og tydeligt gennem et headset, som han ikke vidste, hvornår hun havde sat på ham.
“Træk vejret, når jeg siger det. Giv slip, når jeg siger det. Du er min. Du tænker, når jeg tillader det. Du hviler i min kontrol.”
Hver sætning blev gentaget. Igen og igen. Som en bølge, der langsomt vasker det gamle væk. Gør ham blød, formbar. Hendes.
Han lå på en blød madras. Armene spændt let til siden. Ikke stramt. Nok til at holde ham, men ikke til at skræmme. Alt var mørkt, men han begyndte at mærke hendes rytme i sin krop.
“Når du hører min stemme, bliver du rolig. Når du hører mit åndedræt, bliver du våd. Når du hører mit navn, glemmer du dit eget.”
De sætninger kom nu. Langsomme. Hver enkelt med et klikkende lydsignal foran. Pavlovsk. Indlært. Uundgåelig.
Han begyndte at svare uden at vide det. Små nik. Små støn, som om kroppen forstod før hjernen.
Hun havde programmeret det sådan. Først gennem fysisk kontrol – nu med lyd, rytme og gentagelse. Hver gang han slappede af til stemmen, blev tonen blødere. Var han usikker eller modvillig, blev den kølig og distanceret.
Belønning og fravær. Simpelt. Uundgåeligt.
Pludselig – stilhed.
Lydfilen stoppede. Han kunne høre sit eget åndedræt. Og noget andet: hendes skridt.
Hun var i rummet.
“Godt, du reagerede som du skulle,” sagde hun. Ikke optaget. Live. Nær.
Han rystede. Kroppen længtes allerede efter hendes stemme i ørerne. Den varme lyd, som gav ham identitet.
“Nu tester vi, hvad du har lært.”
Hun fjernede masken. Hans øjne mødte hendes – slørede, hengivne. Hun viste ham et kort: sort baggrund, ét ord i rødt:
“Mit.”
“Hvad er du?” spurgte hun.
Han svarede uden pause: “Mit.”
Hun nikkede.
Et nyt kort: “Navn?”
Han tøvede. “Ingen.”
“Godt.”
Sidste kort: “Behov?”
Hans stemme var lav, men klar:
“At adlyde. At høre dig. At blive formet.”
Hun smilede.
Og så lod hun ham mærke hendes hånd. Først blidt. Så hårdt. En gave. En straf. En opvågning.
“Din lydighed bliver din frihed. Din opløsning bliver din opstandelse.”
Han lukkede øjnene igen.
Og lod hende omskrive ham.
Han sad på knæ midt på det sorte gulv. Hans blik var sænket. Masken lå ved siden af ham – hun havde selv fjernet den, et sjældent privilegium. Der var intet reb, ingen kæde, ingen fysisk tvang. Alligevel var han helt, urokkeligt fanget i hendes nærvær.
Så åbnede døren bag ham.
Lyden af bare fodtrin. En ny rytme. Anderledes end hendes.
Hun sagde ikke noget. Gik bare langsomt ind i rummet – med den nye. En anden underdanig.
Han hørte det: vejrtrækning, tøvende skridt, og så – den svage lyd af stof mod hud. Den nye var nøgen. Lige som ham. Men ikke hans spejl. Snarere hans konkurrent.
Dominaen stillede sig mellem dem. Høj og rolig.
“Der er to nu. Og kun én af jer bliver kaldt ‘værdi’.”
Hun kiggede ikke engang på dem, da hun talte.
“Den ene vil vise lydighed. Den anden vil vise instinkt. Og jeg bestemmer, hvem der forstår mig bedst.”
Hun gik bag dem, cirklede som en jæger. Hendes finger gled hen over den andens skulder, og straks trak han vejret dybt. En sitrende, sulten lyd.
“Du hørte det?”
“Ja, Frue.”
“Godt.”
Hun vendte sig mod ham – sin første.
“Og du? Hvad tænker du?”
Han sank. Smerten ved at høre en anden kalde hende Frue var… skarpere, end han havde ventet.
“Jeg tænker, at det er din ret at vælge. Jeg tænker ikke andet, Frue.”
Hun smilede. Et halvt. Koldt.
“Fint. Så begynd.”
Begynd? Han så op, for første gang. Den anden sad foran ham, også på knæ. Hun havde sat dem direkte over for hinanden – ansigt til ansigt. To underdanige. Samme position. Men ikke samme status.
“Rør ved ham,” sagde hun til den anden.
Han tøvede, men adlød. En hånd mod brystet. En finger mod maven.
“Og nu dig,” sagde hun til ham. “Vis mig, hvem der forstår forskellen mellem følge og lede med underkastelse.”
Han rakte ud. Rørte den andens kind, men ikke som en elsker. Som en afspejling af hendes vilje. Ingen begær. Kun funktion. Han løftede hånden og holdt fast – ikke for at dominere, men for at tjene.
Hun så på dem. Vejede. Tavs i lange sekunder.
Og så: et klik.
En fjernbetjent strømføring – ikke smerte, men chok – gennem et bånd, hun havde sat om deres lår. Begge rykkede i kroppen.
“Den af jer, der først viser jalousi, mister mig.”
Hun satte sig ned.
Og lod dem arbejde. Ikke for hinanden. Ikke for sig selv.
Men for hende.
Rummet var stille. Kun deres vejrtrækning fyldte luften.
Hun stod op igen, høje hæle mod sten. Ingen hast, ingen tøven.
“Det, der adlyder uden behov for belønning,” sagde hun, “er værdigt. Det, der forventer, er stadig bundet til sit ego.”
Hun pegede på den anden underdanige.
“Dig. Kom.”
Han fulgte hende med det samme. Hurtigt. Hun trak ham op, førte ham hen foran ham – den første, den oprindelige. Lod dem stå med en armslængdes afstand. To kroppe, én magt.
Hun tog den anden ved nakken. Trykkede ham ned på knæ. Og hviskede:
“Du får nu, hvad han endnu ikke fortjener.”
Han kiggede op – ham, der ikke blev valgt. Øjnene søgende. Munden åben, men tavs. Hun havde ikke givet ham lov til at tale.
Hun åbnede sin kjole langsomt. Blottede sig for den anden. Pressede hans hoved ind mod sig og holdt ham dér. Hendes ene hånd i hans hår, den anden mod hans ryg. Langsomt bevægede hun sig med ham. Et møde. En gave. Et tab.
Han så det hele.
Og hun så ham.
Hendes øjne var ikke på den anden. Ikke et sekund. De var på ham. Den første. Den, der ikke blev kaldt frem.
“Træk vejret,” sagde hun til ham. Ikke som en ordre. Men som en test. En påmindelse. Et valg.
Han gjorde det. Dybt. Tyst. Hans hænder knyttede sig bag ryggen. Hans krop spændte, men han sagde ikke et ord.
Hun begyndte at stønne – lavt, roligt, isnende kontrolleret. Ikke for nydelse. For effekt. For kontrol.
Og stadig så hun på ham.
“Bliver du vred?” spurgte hun.
“Nej, Frue.”
“Bliver du jaloux?”
Pause.
“…Jeg bliver klarere, Frue.”
Hun smilede. Det var det rigtige svar.
“Fordi?”
“Fordi det, du giver til ham… er dit. Og hvis jeg mærker noget i mig selv, som prøver at kræve det… så er det noget, du ikke har givet lov til, og så skal det dø.”
Hun slap den anden.
“Stop.”
Han adlød, straks.
Hun trak sit tøj på igen. Lukkede langsomt. Og vendte sig mod den første. Hendes oprindelige. Ham, der havde set, men ikke krævet.
“Rejs dig.”
Han gjorde det. Hun gik tæt på, tog hans kæbe i sin hånd. Så ham i øjnene. Trak ham ind.
“Du overlevede. Du forstod. Og nu er du stærkere.”
Hun kyssede ham. Ikke blidt. Ikke romantisk.
Men som mærkning.
Som overtagelse.
Erotiske noveller skrevet af dksub_ Stem på historien
10
10333