CuriousCurious(08-05-2025 11:52)

Det hele startede, da jeg begyndte at skrive om noget, der længe havde fascineret mig: succubi.

Ideen om en skabning, der lever af menneskelige lyster og fanger sit offer med sin skønhed, virkede fascinerende for mig. Det var en historie, hvor en mand var fanget i sin egen besættelse, ude af stand til at undslippe en farlig kvindes charme.

I min historie var succubus perfekt. Jeg havde beskrevet hende som en utrolig sensuel kvinde, i stand til at hypnotisere enhver med sin krop og sit smil. Hun havde langt, mørkt hår, blød, sart hud og øjne, der afspejlede ofrenes dybeste lyster. Hendes tilstedeværelse var så magnetisk, at hun synes skabt til at forføre og ødelægge på samme tid. Jeg kaldte hende Helena.

Jeg skrev om hende, da jeg begyndte at modtage beskeder. Først troede jeg, det var en joke. I den første stod:

"Jeg ser på dig, når du skriver. Jeg elsker den måde, din pande rynker på, når du tænker. Jeg vil hjælpe dig med at afslutte din historie."

Den var ikke signeret. Jeg tænkte ikke videre over det. Jeg arbejder som freelance skribent, og på den café, hvor jeg normalt skriver, lægger folk sommetider beskeder. Men den anden besked ankom til mit hus.

"Du er så genial, Alex. Jeg kan ikke holde op med at tænke på dig. På hvordan dine fingre ville føles sammenflettede med mine. På hvordan din hud ville lugte, hvis jeg kom tæt nok på."

Det gav ikke mening. Hvordan kendte hun min adresse? Hvem kunne afsenderen være? Jeg begyndte at bemærke forandringer i mit hus. Først var det små ting, der forsvandt. En kuglepen, en notesbog, noget jeg havde lagt et sted, og så var det pludselig væk.

En eftermiddag gik jeg på caféen, som jeg hver dag gjorde. Jeg skrev på min bærbare computer, da jeg så Maria sidde ved et bord i nærheden af ​​mig. Jeg havde set hende før, men jeg havde aldrig turde tale med hende. Denne gang var anderledes. I dag skulle det være. Jeg satte mig ved hendes bord og begyndte at tale, som var vi gamle bekendte.

"Er der noget jeg kan friste med?" sagde jeg smilende, mens jeg stirrede ind i hendes mørke øjne.

Hun kiggede op på mig med en vis overraskelse, men smilede så.

"Jo, tak .. en kop kaffe ville være dejligt."

Samtalen var flydende, lidt flirtende, men mest underholdende. Hun fik mig til at grine med hendes historier fra universitetet. Vi talte om vores passioner, om livet. Og uden at vide det, var jeg fuldstændig opslugt af hendes smil. Jeg tænkte på, hvor nemt det var at tale med hende, som om alt var naturligt, som om vi havde kendt hinanden altid.

Ved slutningen af ​​aftenen, efter et par vittigheder og intense blikke, inviterede jeg hende ud.

"Har du lyst til at gå ud med mig engang? Vi kunne gå ud at spise."

Hendes svar var et strålende smil og et blik fyldt med løfter..

"Det vil jeg meget gerne, Alex."

Den aften gik jeg i seng og tænkte på hende. Alt virkede perfekt. Kunne det være muligt, at hun var den muse, jeg havde ledt efter til min historie? Jeg følte mig begejstret, næsten som om skæbnen ledte mig …..