Måske lidt utraditionelt – men hvad tænker I?

Jeg har en veninde, som på papiret har det hele: en travl hverdag, højt tempo, ledelsesansvar og mange bolde i luften. Alligevel mangler der noget.

Hun har ikke en kæreste – og det er egentlig ikke sex, hun savner mest. Det er nærheden. Det stille nærvær. En at ligge tæt med, dele roen med. At blive holdt om og mærke en varm krop ved siden af sin. En fornemmelse af at man har en som holder af en.

Indimellem besøger jeg hende. Vi laver mad, taler, griner – og nogle gange ender det bare i, at hun får dækket det behov for nærhed, som ellers mangler i hendes hverdag.

Det fik mig til at tænke. I starten syntes jeg, det var lidt alternativt, og gjorde det mest for hendes skyld. Men efterhånden gik det op for mig, hvor meget jeg selv satte pris på det – roen, nærheden, den ukomplicerede hygge.

Så nu er jeg nysgerrig:

Er vi alene om det?
Hvor mange går egentlig rundt og savner netop den form for nærhed – uden nødvendigvis at ønske en kæreste eller et klassisk forhold?
Og er det i virkeligheden så mærkeligt at få opfyldt det behov på en anden måde?